Nye regler
Ændring af bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder
Der har fra forskellig side, herunder bl.a. fra Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening (DPPB) og Parkeringsklagenævnet, været fremlagt og anvendt fortolkninger, som ikke vurderes at være i overensstemmelse med de gældende regler. Dette har blandt andet givet sig til udtryk ved, at flere private parkeringsselskaber har etableret forretningskoncepter og metoder, hvorefter det ikke er muligt for selskaberne at anbringe kontrolafgiften umiddelbart synligt på køretøjet eller overgive det til føreren på parkeringsområdet. Transportministeriet har bl.a. overfor Parkeringsklagenævnet gjort det klart, hvordan reglerne skal forstås. Også Forbrugerombudsmanden har gjort opmærksom på, at ovennævnte koncepter og metoder ikke lever op til reglerne. Med de gældende regler er der skabt en retsbeskyttelse af bilisten således, at bilisten får viden om en pålagt kontrolafgift umiddelbart på stedet og derved har mulighed for at forholde sig til kontrolafgiften. Med ændringen af bekendtgørelsen tydeliggøres, at det alene vil være muligt for private parkeringsselskaber at meddele en kontrolafgift til føreren ved, at et dokument, som indeholder oplysning om kontrolafgiften, anbringes umiddelbart synligt på køretøjet eller overgives til føreren på det pågældende parkeringsområde.
Formel titel:
Ændring af bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder
Forventes at træde i kraft:
01/07/2025
Ansvarlig myndighed:
Transportministeriet
Ministerium:
Transportministeriet
Læs den fulde tekst hos Retsinformation:
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/70083Ovenstående information er kun vejledende. Gældende dokumenter findes i Retsinformation